Er du frisk på at prøve et sjovt, sveddrivende og socialt boldspil, der er perfekt til motionsglade sjæle i alle aldre? Og som er let at lære og svært at slippe?
Så kom og vær med til PICKLEBALL.
Vi spiller hver mandag og onsdag kl. 20.30 – 22.00 i Hal 1 på Lynge Idrætsanlæg, hvor du er velkommen til bare at møde op. Vi har alt det udstyr, du skal bruge, og der er omklædnings- og badefaciliteter i hallen. Husk blot indendørs sportssko.
Pickleball er et sjovt og socialt spil for alle niveauer og aldre. Det er utrolig let at komme i gang
med at spille, da det er lettere teknisk end andre ketsjerspil, og man får lynhurtigt ”fat” i spillet, så
man har masser af sjove, lange dueller, får sved på panden og smil på læben.
Pickleball er mere skånsomt for muskler, led og sener end fx klassiske ketcherspil som tennis og badminton.
Som ”født” doublespil med fokus på dueller ved nettet, kræver spillet også betydeligt mindre løbearbejde
på banen end i fx tennis og badminton.
Pickleball tilpasses nemt den enkeltes kunnen, fysik, kondition og småskavanker. Med andre ord: ALLE KAN
VÆRE MED…
Pickleball – der blev opfundet i USA for over 50 år siden – er en ketsjersport, der spilles med en let bold og
et let bat (kaldes også et paddle), og det er langt mindre kravbetonet end tennis og badminton. Det spilles
på en bane i badmintonstørrelse og et net i tennisnethøjde og bruger elementer fra andre ketsjer/bat-spil
som tennis, squash, badminton, padeltennis og bordtennis. Det er udviklet som et doublespil, men man kan
også godt spille single.
Pickleball kaldes den hurtigst voksende sport i verden, og der er nu alene i USA tæt på 50 millioner spillere i
alle aldre. Interessen for pickleball er også stærkt stigende i Danmark, og nye pickleballhold og -klubber
blomstrer hastigt frem over hele landet. Med god grund.
Pickleball udbydes af LUI Badminton & Pickleball
Kontakt vedr. pickleball:
Anni Lind: anni.kiliman@gmail.com / 40 35 45 56
Karin King: KarinKing.1956@gmail.com / 52 39 19 56