Fugleskydning i Lynge Skytteforening

Fugleskydning er en traditionsrig begivenhed i skytteforeninger over hele landet.
Der skydes ikke flyvende vildt, som man kunne foranledes til at tro. Målet derimod er en udskåren fugl. 

Fuglen nedskydes i en bestemt rækkefølge og hver nedskydning udløser en gevinst til skytten. Den der skyder den sidste plade ned (brystpladen) vinder den store gevinst, men det er fuglekortet som er købt der bestemmer næste års fuglekonge / fugledronning.

Skydningen foregår ikke frit stående, men fra en skydebuk, hvor skytterne efter den rækkefølge man har tilmeldt sig, bringer deres gevær i fast anlæg og skyder til det beslag, man er nået til på fuglen.

Det gælder om at være heldig at komme til bukken, når pladen er blevet løsnet af de foregående skytter, men også her spiller dygtighed ind; den erfarne skytte vil vide, hvor på pladen han skal placere sit skud for, at den med størst sandsynlighed falder ned.

Det tager normalt 4-8 timer inden den sidste plade er skudt ned, så størstedelen af tiden ved en fugleskydning går med hyggeligt samvær og andre aktiviteter.